Kære samarbejdspartnere
JH Agro A/S skifter navn til InFarm Solutions A/S.
Navneskiftet markerer, at virksomheden har udviklet sig fra at være en traditionel staldservicevirksomhed, til i dag at levere helhedsløsninger inden for reduktion af klimagasser, forbedring af dyrevelfærd samt automatisering af arbejdsgange i landbruget.
Med det nye navn og sloganet ”Balance mellem husdyr, teknologi og natur” ønsker Infarm Solutions A/S at understrege sit fokus på bæredygtighed, innovation og fremtidens landbrug.
Navneskiftet er bl.a. inspireret af et samarbejde med Danish Crown, Arla, AU og Seges, hvor vi har igangsat et stort projekt med henblik på reduktion af metan ”InLine Balance”, hvor vi med lavdosisforsuring forventer at reducere med op til 75 %.
I Holland har vi iværksat et meget stort projekt med bioforsuring ”InFarm Green Balance” baseret på tilsætning af forskellige sukker restprodukter. Det sker i samarbejde med to virksomheder (foderstof og biogas) og installation i samarbejde med Oosterhof Holman. Her er målet at reducere ammoniakudledningen med 40 – 60%, samtidig med, at den berigede gylle er en attraktiv råvare for biogassektoren.
Endelig er vi på trapperne med nyudviklede produkter til strøteknik og mælketeknik.
Sammen med navneskiftet lancerer vi også et stort sponsorat af Holstebro Håndbolds damehold i 1. division. For os handler balance ikke kun om landbruget, men også om samfundet. Ved at støtte Holstebro Håndbolds damehold vil vi være med til at skabe større ligestilling i eliteidrætten, samtidig med at vi spreder budskabet om vores navneskifte
Vores CVR. nr, telefonnumre og bankforbindelse forbliver uændret. Bogholderiet kontaktes på bogholderi@infarm.dk . Se yderligere oplysninger og nye mailadresser på www.infarmsolutions.dk
Med venlig hilsen
Thorkild Hviid
Direktør

